RocketTheme Joomla Templates

Urban, 2005

Porcelæn med associationer

Der er både fortid og fremtid i de to designere Sabine Lavigne og Kristine Meyers keramik, som på en og samme gang forener nostalgien med moderne former og dekoration.

Af Katrine Irminger Sonne
Foto: Jacob Schou Nielsen plus MeyerLavigne

For et par år siden var ’retro’ på alles læber. Og det er da også stadig lidt af et scoop, hvis man kan finde præcis den kande, 50erhusmoderen har fyldt op med postevand aften efter aften, mens far sad i lænestolen og læste Politiken. Eller hvis man støder på netop det kaffestel, bedstemor tog frem til særligt fine gæster.
Men det er ikke længere nok med border og romantik. Vi skal kombinere fortidens nostalgi og nutidens – eller fremtidens - formsprog, mener de to unge designere Kristine Meyer og Sabine Lavigne, tilsammen makkerparret MeyerLavigne. De har kastet sig over noget så utraditionelt som ’vintage-porcelæn’ eller ’genbrugskeramik’, hvor gammeldags porcelæn tilføres nye mønstre, og nye former tilføres gammeldags elementer og referencer.
”Det er mødet, som er det spændende. Jo mere, vi taler om fremtiden, jo mere kommer vi også til at beskæftige os med fortiden. Det, vi gerne vil, er at finde balancen mellem nostalgien og det moderne udtryk,” siger Sabine Lavigne.
Teknikken går, i korte træk, ud på, at de overfører deres egne såkaldte transfermærker til gammelt porcelæn - den oprindelige dekoration er der stadig, men er blevet tilført sit helt eget mønster. På andre af deres ting formgiver de moderne produkter, eksempelvis en tekop uden hank, og tilføjer den relieffer, inspireret af gammeldags teknikker.

Men hvorfor er det ikke nok, at vi kan drømme os tilbage til en tid, hvor en husmor var en husmor? Eller hvorfor skal vi overhovedet beskæftige os med fortiden?
”Det handler i høj grad om, at vi interesserer os for, hvad sker der lige nu og her, og det forsøger vi at visualisere. Vi vil gerne fremstille et produkt, der er moderne, samtidig med at det sætter associationer i gang hos folk, så de får en oplevelse og føler, at de bliver ramt, fordi det har en historie,” siger Kristine Meyer.
Det er ikke mere end to måneder siden, de to designere på henholdsvis 30 og 34 år tog deres afgang fra Danmarks Designskole. Ikke desto mindre har deres afgangskollektion netop været en tur i Stockholm på udstillingen ’Bordskik’, og senere på året skal de komme med deres input til en anden svensk udstilling, ’Flora og Fauna’.

For tiden arbejder de på designforslag til noget så helligt som Royal Copenhagen, som skal løftes ind i det 21. århundrede, for mens kendte mærker som Holmegaard og det royale stel har talt til generationen 50+, skal der i dag mere til at få de yngre forbrugere på krogen. Bare kig i vores toiletskab eller køleskab. Vi er ikke længere trofaste mod et enkelt produkt – vi vil tvært imod selv sammensætte vores kollektion af alt fra cremer til porcelæn. En del af de to designeres arbejde består netop i at kortlægge målgruppen.

”I dag vil vi have følelsen af noget unikt. Vi vil have statements i vores hjem, som signalerer, at vi har taget stilling – vi er blevet ekstremt selektive. Derfor er et af vores grundlæggende principper, at ikke to ting må være ens,” siger hun.
Af samme årsag fremstiller de to designere ikke stel i traditionel forstand – i stedet får hver enkelt kop eller tallerken sit eget særpræg.
”Vi ser mere vores ting som en slags familie end som en serie - de har forskellige personligheder og indbyrdes forskelle, men de hører sammen,” siger Sabine Lavigne.
Under alle omstændigheder er det hævet over enhver tvivl, at keramik har fået lidt af en revival – med eller uden genbrug og skjulte referencer.
”Nogle gange kan man spørge sig selv som designer, om vi overhovedet har brug for flere ting i den her verden. Vi har jo alle de kopper, vi skal have. Det funktionelle er blevet en sekundær ting – så vi tror på, at der skal ske noget mere,” siger Sabine Lavigne.
This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it

MeyerLavigne kan kontaktes på This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it . Du kan desuden se eksempler på deres arbejde i forretningen ’Stilleben’, læderstræde 14.